EU-forbud mod fiske-dumping på vej

FISKERIREFORM: Europa-Parlamentets fiskeriudvalg har stemt sit oplæg til en ny europæisk fiskeripolitik igennem. Bæredygtige kvoter og forbud mod udsmid på vej.

Tirsdag stemte Parlamentets fiskeriudvalg den længe ventede betænkning om en ny forordning for den europæiske fiskeripolitik igennem. Afstemningen var imødeset med spænding, for der var til det sidste tvivl om, om de afgørende forslag til bæredygtige kvoter og forbud mod at smide fisk over bord ville blive stemt igennem. Begge forslag blev vedtaget.

Den danske europaparlamentariker og løsgænger Anna Rosbach er suppleant i fiskeriudvalget og har fulgt forhandlingerne nøje. Hun er meget tilfreds med resultatet.

"Lige nu bliver en stor del af alle fangede fisk smidt tilbage i havet, hvorefter langt de fleste dør. Efter dagens afstemning afskaffer vi nu endelig denne helt urimelige EU-regel. Reformen af EU's fiskeripolitik er tilbage på rette spor," siger Anna Rosbach, der tidligere var medlem af Dansk Folkeparti.

Login