Eksperter: Politikere må se på husdyr-erstatninger

HUSDYRLOV: Jura-eksperter advarer om, at en ændring af husdyrloven kan skabe en gråzone, hvor landmænd har ret til erstatning, hvis kommuner stiller krav efter en lov, men ikke har krav på erstatning, hvis de samme krav stilles efter en anden lov.

Baggrunden er, at Folketinget i øjeblikket behandler et forslag om ændringer af husdyrloven. Her vil man for at beskytte Natura 2000-områder stille så skrappe ammoniak-krav, at nogle eksisterende landbrug sandsynligvis må lukke - vel at mærke uden at det vil udløse erstatning.

Over for dette forslag står de regler i naturbeskyttelsesloven, hvor der er knyttet en erstatningsordning til visse indgreb i eksisterende drift, der er nødvendige for at gennemføre Natura 2000-planerne. Helle Tegner Anker påpeger, at man herved får en situation, hvor nogle krav stillet efter naturbeskyttelsesloven giver ret til erstatning, mens tilsvarende krav stillet efter husdyrloven ikke vil udløse erstatning.

"Man mangler en reel politisk diskussion af, hvornår et indgreb bør udløse erstatning, og hvornår der ikke bør udløse erstatning. Man kører i to forskellige lovgivningsspor, men der er ret stor forskel på, om det er det ene eller det andet regelsæt, som anvendes," siger hun.

Login