Eksperter kritiserer Høeghs GMO-høring

GMO: Både politikere, interesseorganisationer og nu også eksperter langer ud efter fødevareministerens GMO-høring i fredags. Og efter hinanden.

Luften er tyk af anklager, og skyttegravene er tydeligt ridset op. Gensplejsning deler både politikere, interesseorganisationer og forskerverdenen midt over, og sådan har det alle dage været.

Og sådan ser det ud til at fortsætte, hvis man kigger på den GMO-debat, der er foregår i øjeblikket på baggrund af dels fødevareminister Henrik Høeghs (V) GMO-høring i fredags og dels udsigten til nye sameksistensregler samt til nye EU-regler, der vil lade beslutningen om dyrkning af genmodificerede afgrøder være op til medlemslandene.

"Ufarlige" emner til kritiske eksperter
De otte eksperter til høringen er meget symptomatisk blevet beskyldt for at være både alt for ukritiske over for GMO, men også alt for kritiske. Blandt andet har oppositionen som tidligere skrevet her på Altinget | Fødevarer påpeget, at de to kritiske eksperter, Mickey Gjerris og Rikke Bagger Jørgensen, var sat til at tale om "ufarlige" emner, hvor kritikken ikke ville komme frem. Den udlægning nikker seniorforsker Rikke Bagger Jørgensen, Risø, DTU, genkendende til.

Login