Denne uge på Fødevarer (45)

DET SKER: Fødevareminister Mette Gjerskov (S) skal bl.a. til møde i Europa-Parlamentet om landbrugsreformen og holde oplæg til DI Fødevarers Årsdag. Derudover byder ugen på Nordisk Klimadag og besøg af EU's landbrugskommissær.

Ministeren
Fødevareminister Mette Gjerskov indleder ugen med at besøge Europa-Parlamentet i Bruxelles mandag d. 7. november. Her skal hun til møde om landbrugsreformen i Parlamentets landbrugsudvalg. Tirsdag d. 8. november holder Gjerskov oplæg til DI Fødevarers Årsdag på Hotel Crown Plaza i Ørestaden.

Onsdag d. 9. november skal fødevareministeren til delegeret møde i Landbrug & Fødevarer i Herning. Torsdag d. 10. november skal ministeren til åbent samråd i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, hvor det vil handle om Danmark som landbrugsland. Fredag d. 11. november skal Mette Gjerskov til samråd i Europa-udvalget forud for ministerrådsmødet ugen efter i Bruxelles.

Folketinget
Torsdag d. 10. november er der møde i Udvalget for Fødevarer, Landbrug & Fiskeri. På dagsordenen er modtagelse af deputationer, åbent samråd med fødevareministeren, samråd med ministeren om ministerrådsmødet i uge 46, en invitation til møde med Den Danske Dyrlægeforening samt en gennemgang af EU-bilag. På det åbne samråd vil man diskutere Danmark som landbrugsland. Udvalget har bedt Mette Gjerskov redegøre for, hvordan regeringen planlægger at sikre, at Danmark fortsætter som et landbrugsland med både økologi- og konventionelt industrilandbrug i en bæredygtig udvikling, når erhvervet skal pålægges nye krav og reguleringer. Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Erling Bonnesen (V).

Login