Dansk-sydkoreansk samarbejde om økologisk skolemad

SAMARBEJDE: Sydkorea ønsker grøn og bæredygtig udvikling og indgår derfor et samarbejde med fødevareforskere fra Aalborg Universitet om indførelse af økologisk skolemad.

Sydkoreanerne søger grøn og bæredygtig udvikling og vil derfor trække på danske forskeres viden. Det har ført til et nyt dansk-sydkoreansk samarbejde om økologisk skolemad.

Professor Niels Heine Kristensen fra Aalborg Universitet København har i denne måned diskuteret samarbejdets muligheder på en konference i Gyeonggi-provinsen, hvor Sydkoreas hovedstad Seoul ligger.

"Der er de i fuld gang med at planlægge omstillingen til økologiske madordninger i skolerne. Bespisning i skolerne er normen, og den vil de nu gerne gøre mere miljøvenlig. Da Sydkorea har formuleret en ambitiøs politik på området, har landet erkendt, at der er et stort behov for at trække på veldokumenterede erfaringer og metoder til at sikre en bæredygtig omstilling til økologi, og der kan vi hjælpe," siger professoren i en pressemeddelelse.

Login