Dansk fiskerikurs får nedadvendt tommelfinger

FISKERI: Europæiske fiskere skal fortsat kunne søge om EU-støtte til ophugning og oplægning af deres fartøjer. Det ærgrer fiskeriminister Mette Gjerskov (S), som hellere havde set, at pengene var gået til at styrke havmiljøet og til at undgå overfiskeri.

Selvom både fiskerikommissær Maria Damanaki og flere medlemslande, heriblandt Danmark, havde presset på for at skrotte den økonomiske støtte til ophugning og oplægning af fiskefartøjer, blev Ministerrådet tværtimod enige om at øge støtten til disse områder. Det skete efter pres fra middelhavslande som Frankrig, Portugal og Spanien samt Polen, der fortsat gerne vil have en økonomisk håndsrækning til at komme af med deres fartøjer.

Derudover skal medlemslandene også kunne bruge de godt 49,2 milliarder kroner, som kommer til at ligge i fonden, til at modernisere deres flåder.

At ophugning og oplægning stadigvæk skal støttes, ærgrer fiskeriminister Mette Gjerskov (S), som hellere havde set, at pengene var gået til at styrke havmiljøet og til at undgå overfiskeri. Hun er dog tilfreds med, at der kun er tale om en frivillig ordning i medlemslandene, og hun understreger, at Danmark ikke kommer til at gøre brug af den.

Login