930 millioner til sanktionsramte frugtavlere

IMPORTFORBUD: EU-Kommissionen sætter 930 millioner kr. af til at støtte hårdt ramte producenter af frugt og grøntsager.

Nu kommer den økonomiske hjælp til de europæiske landmænd, der er hårdt presset af Ruslands importforbud på fødevarer. EU-Kommissionen annoncerede mandag, at man vil benytte sig af nødforanstaltninger for at nedbringe udbuddet af frugter og grøntsager, hvor prispresset bliver for højt.

Støttetiltagene igangsættes med tilbagevirkende kraft den 18. august og løber frem til november. Samlet vil det beløbe sig til 125 millioner euro, hvilket svarer til cirka 930 millioner kroner.

De konkrete tiltag vil være tilbagetrækning af varer, særligt med henblik på gratis uddeling, samt kompensation for udebleven høst og grøn høst. Støtten gives til frugt og grøntsager, der er i sæson lige nu, og som hverken kan opbevares eller afsættes på alternative markeder.

Login