Høegh holder med torsken

SAMRÅD: S kæmper for fiskernes ret til at fange flere fisk, mens fødevareministeren til gengæld taler for et bæredygtigt fiskeri. Kameraovervågning til havs kan være en løsning, foreslår Høegh.

Fødevareordfører Bjarne Laustsen (S), der havde indkaldt ministeren til samrådet, er bekymret for fiskerierhvervet og vil give fiskerne lov til at være flere dage på havet. Ministeren holdt dog fast i hensynet til torsken. Alligevel vil fiskeriindsatsen formentlig ikke blive reduceret i 2010, forsikrede ministeren.

"Jeg tror, at alle - også fiskerierhvervet - har interesse i, at vi har nogle bestande, som vi udnytter bæredygtigt. Vi må konstatere, at med det nuværende fiskeri har man ikke kunnet nedsætte fiskeridødeligheden på torsk," sagde ministeren på samrådet.

Bjarne Laustsen, Læsø-fiskerne og Danmarks Fiskeriforening mener ikke, at der både skal være kvote- og tidsbegrænsninger på fiskeriet. De vil nøjes med fangstkvotesystemet og have afskaffet de såkaldte kilowatt-dage, der afgør, hvor mange dage fiskerne må være på havet. Kilowatt-dage-systemet giver dem nemlig ikke tid nok til at fange den mængde fisk, som EU faktisk tillader i henhold til fangstkvotesystemet, påpegede Bjarne Laustsen.

Login