Danmark i spidsen for europæisk forskningsnetværk

FORSKNING: Fødevareministeriet skal stå i spidsen for et nyt europæisk forskningssamarbejde, der ved hjælp af robotter og ny informationsteknologi skal sikre miljøvenlig vækst i landbruget.

Fødevareministeriet skal koordinere samarbejdet mellem 20 europæiske lande, der gennem en målrettet forskningsindsats inden for informations-, kommunikations- og robotteknologi skal forbedre landbruget. Robotter skal således i fremtiden hjælpe landbruget til at omstille sig til øget ressourceeffektivitet og miljøvenlighed.

EU skyder 17 millioner kroner i projektet til koordinering og administration af netværket, som Danmark har taget initiativ til og nu skal stå i spidsen for. Netværket skal afdække, hvor der er behov for forskning og sikre europæisk samarbejde om løsninger af udfordringerne bl.a. ved at etablere fælles EU-forskningsprogrammer og -strategier på området.

Vigtig rolle
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) glæder sig over det nye samarbejde, der er i tråd med Danmarks fokus på grøn vækst.

"Danmark er langt fremme med at give landbruget grønne muligheder, og vi har i Fødevareministeriet en vigtig rolle som koordinator af det nye europæiske forskningssamarbejde ERA-net. Her skal vi i samarbejde med andre landes forskere og myndigheder sørge for, at man på europæisk plan kan være på forkant med at udvikle teknologier til fremtidens landbrug," siger hun i en pressemeddelelse.

Netværket har fået navnet ICT-AGRI og afholder opstartsmøde i København den 4.-6. maj.

De nye forskningsprogrammer forventes sat i gang i 2010 og 2011.

Login