Ny mærkningsordning sparer landbruget for millioner

FORENKLING: Fødevarestyrelsen er i samarbejde med branchen klar med ni konkrete forslag til nemmere og hurtigere måder at registrere husdyr på, som kan spare landbruget for 90 millioner kroner. Den beregning er Dansk Kvæg ikke helt enig i.

Elektronisk øremærkning af kvæg bliver obligatorisk fra årsskiftet, og det vil spare landmændene for både tid og ikke mindst penge. De nye elektroniske mærker er ét af ni konkrete forslag til ændringer til regelforenkling, som Fødevarestyrelsen og repræsentanter for landbruget er blevet enige om at gennemføre.

Alene de nye elektroniske mærkninger af kvæg vil betyde besparelser for erhvervet på 68 millioner kroner, når de om tre år er ført helt ud i livet. Og det selvom de nye mærker er 15,56 kroner dyrere for landmanden at erhverve end de gamle gule mærker.

"Landmændene får udgifter til de nye mærker og til den maskine, der skal aflæse mærkerne - og det sidste gælder også for slagterierne, men i det samlede løb, så sparer landmændene penge, fordi der er tid at spare i stalden og i den daglige kontrol med bedriften. I kroner og øre er tidsbesparelsen alene cirka 50 millioner værd," forklarer Thorkild Bastholm, der er specialkonsulent i Fødevarestyrelsens Kontor for Husdyrsundhed.

Login