Forbruget af antibiotika til dyr er stigende

KORT NYT: I 2007 steg det samlede forbrug af antibiotika til husdyr med 5,1 pct., målt som kilo aktivt stof.

De seneste tal fra DTU Veterinærinstituttets database VetStat viser, at forbruget af antibiotika til dyr er stigende. I fjor steg det samlede forbrug af antibiotika til husdyr med 5,1 pct., målt som kilo aktivt stof. Prisfald på antibiotika og flere svin er to af de mulige forklaringer på stigningen.

Mere end 80 pct. af den samlede mængde antibiotika gives til svin, som er langt den største gruppe af produktionsdyr i Danmark. Antallet af svin betyder derfor meget for forbruget.

Ser man alene på forbruget til svin, er det steget med 7,8 pct. i 2007. I samme periode er antallet af svin ifølge Danmarks Statistik steget med 2,6 pct., så stigningen i antallet af svin kan formentlig ikke forklare hele stigningen i forbruget af antibiotika til svin.

I 2007 faldt prisen på en række antibiotika i grupperne makrolider og tetracykliner. Størst er faldet for nogle af de mest solgte antibiotika, der er faldet til halv pris, og det er i disse grupper, at den største stigning i forbruget ligger.

"Vi har tidligere set, at et prisfald på tetracyklin faldt sammen med en stigning i forbruget. Der er derfor grund til at tro, at prisfaldet på makrolider og tetracykliner i 2007 er medvirkende årsag til det øgede forbrug af disse antibiotika," siger cand.pharm. Erik Jacobsen i en pressemeddelelse fra DTU Veterinærinstituttet.

I Danmark må antibiotika kun gives til dyr, der er syge. Det kan derfor ikke udelukkes, at øget forekomst af sygdom i svineproduktionen kan være en medvirkende årsag til stigningen i det samlede forbrug til svin.
 

Login