Læg pant på kildevand


"Det er både miljømæssigt og genbrugsmæssigt vanvid, at det er bruset i en læskedrik, der afgør, om der skal være pant på flasken eller ej. Især nu i sommervarmen ser vi plastikflaskerne fra de populære kildevand blive smidt og efterladt i byerne, ved strandene og i naturen. Derfor bør miljøministeren arbejde for, at der kommer pant på alle flasker med kildevand, iste og lignende læskedrikke uden brus, som i dag er uden for pantsystemet", siger Kristeligt Folkepartis gruppeformand og miljøordfører, Mogens Nørgård Pedersen.

Han henviser til Berlingske Tidende, der i dag skriver, at Miljøministeren vil have kommunerne til at indføre obligatoriske indsamlingsordninger for plastemballagen. Det sker for at leve op til et EU direktivforslag om emballageaffald, der kræver, at Danmark indsamler langt mere plast end tilfældet er i dag. "Flaskepant er en god måde at motivere den enkelte borger til miljømæssig adfærd. Det ser vi med det pantsystem, vi allerede har i dag. Derimod har vi jo store problemer med de tyske engangsflasker og dåser, som bliver smidt i vores natur, fordi der ikke er pant på dem", siger Mogens Nørgård Pedersen.

Login