Prismærkningsloven skal overholdes


Loven er lavet for at beskytte forbrugerne mod uigennemskuelige priser og kreditordninger. Intentionerne er glimrende, men vi står i dag med en lov, som ikke håndhæves, siger Mogens Nørgård Pedersen, der netop har fremsat beslutningsforslag i Folketinget, om at der indføres et statsligt tilsyn med loven.

I 1990 vedtog Folketinget at afskaffe tilsynet med prismærkningsloven. Det betyder, at forbrugerne selv må anmelde butikker til politiet, hvis de mener, at prismærkningsloven bliver overtrådt. Forbrugerrådet oplyser, at forbrugere har forsøgt at anmelde forretninger til politiet, men at politiet ikke har ressourcer til at behandle anmeldelserne.

Vi forlanger det umulige af forbrugerne, der dels skal kende loven i detaljer, dels skal have tid og kræfter til at anmelde butikker, der ikke overholder loven. Og endelig skal de forsøge at overbevise politiet om, at de skal gå ind i sagen. Det er uholdbart, siger Mogens Nørgård Pedersen.

Login