Skeptikere

UDDRAG: Efter aftale med People's Press bringes her et kapitel fra bogen "Det er (ikke) sort/hvidt - samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa". Bogen er med Morten Messerschmidt (DF) og Morten Helveg Petersen (R), og er skrevet af Morten Øyen Jensen.

Utilfredsheden med EU er stor og stigende. En stor undersøgelse lavet af Eurostat viste i foråret 2013 en voldsom stigning i borgernes skepsis over for EU i de seks største lande i unionen. Undersøgelsen viste, at EU-skepsissen i alle landene var steget markant siden 2007.

I EU's største land, Tyskland, plejer borgerne at være tilfredse med projektet. Men undersøgelsen viste, at mistilliden til EU var blevet almen: fra 36 procent af befolkningen i 2007 til 59 procent i slutningen af 2012. I Storbritannien var skepsissen steget til 69 procent. Og i Spanien var stigningen endnu større: fra 23 procent i 2007 til 72 procent ved årsskiftet til 2013.

Også i Danmark er skepsissen til at tage og føle på. En meningsmåling fra analyseinstituttet YouGov fra sommeren 2013 viste, at 35 procent af danskerne ønsker Danmark ud af EU.

Login