Regeringen roser EU-klimaudspil

KLIMA: EU-Kommissionens klimaudspil er bedre end forventet og et godt udgangspunkt for forhandlingerne, mener klimaminister Martin Lidegaard (R). Venstre og SF i Europa-Parlamentet er mere skeptiske.

Det er den umiddelbare reaktion fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) oven på, at EU-Kommisionen onsdag fremlagde deres bud på EU's klima- og energimål i 2030. Ifølge udspillet skal EU reducere CO2-udslippet med 40 procent i forhold til 1990-niveau, og så skal 27 procent af energiforsyningen komme fra vedvarende energi i 2030.

"Jeg havde frygtet, det var værre, og er glad for, at vi stadig følger et ambitiøst niveau for EU's klimapolitik. Det har meget stor betydning," siger Martin Lidegaard.

Regeringen skal i de kommende uger nærlæse udspillet og dets analyser, før den vil lægge sig fast på sine prioriteter. Det ligger dog allerede fast, at den danske regering helst ser, at EU får tre bindende mål: Et for CO2-udledningen, et for vedvarende energi og så et for energieffektivitet.

Login