København bliver ramme for to møder om klimafinansiering

KORT NYT: Højtstående repræsentanter fra i- og ulande, FN, institutionelle investorer og banker kommer til København den 23. og 24. oktober for at diskutere klimatiltag i ulande.

Den 23. og 24. oktober mødes diplomater, erhvervsfolk og beslutningstagere fra hele verden i København for at diskutere klima og finansiering af grønne løsninger i ulandene. 

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) er vært for "Copenhagen Climate Finance Meeting" den 23. oktober i FN Byen. Her skal man drøfte, hvordan det offentlige gennem regulering og rammevilkår kan bidrage til at øge de private investeringer i klimatiltag i udviklingslandene. Dagen efter er den amerikanske regering vært for endnu et klimamøde om klimafinansiering for donorlande.

Klimafinansiering bliver et hovedtema på klimakonferencen COP19, der afholdes i den polske hovedstad Warszawa i november. Møderne i København skal være med til at sikre, at der kan ske fremskridt på COP19-mødet. 

Login