Jeg glæder mig til den dag ...

DEBAT: Socialdemokraterne har fat i den forkerte ende, når de vil afskaffe EU's landbrugsstøtte. Støtten skal i stedet betinges af, at landmanden producerer mere grønt og bæredygtigt, skriver Jens Rohde (V).

Gang på gang viser undersøgelser, at danskproducerede fødevarer har en langt højere kvalitet end fødevarer fra såvel EU-lande som fra lande uden for EU. Danmark er et foregangsland, når det gælder bekæmpelse af salmonella. En målrettet indsats har betydet, at salmonella stort set udryddet i dansk kyllingekød og i danske æg.

Strenge miljøkrav
Danske landmænd efterlever nogle af de strengeste miljøkrav i verden, men det er klart, at de ikke kan efterleve disse uden kompensation, hvis de skal være konkurrencedygtige overfor lande med langt svagere krav.

Christel Schaldemose og jeg kan hurtigt blive enige om, at i den ideelle verden skulle landbrugsstøtten afskaffes. Problemet er bare, at vi ikke lever i den ideelle verden, og en afskaffelse ville derfor udelukkende medføre en re-nationalisering af landbrugsstøtten.

Og med holdninger som dem, Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, fremsatte i Deadline for nylig, hvor han udtalte, at "Dansk landbrug er uproduktivt - en ren underskudsforretning. Bønderne kan jo ikke engang leve af det, selvom I fedter dem ind i skattelettelser", ville det betyde en afskaffelse af erhvervet i Danmark. Så lavt et niveau bevæger Christel Schaldemose sig heldigvis aldrig ned på.

For når Henrik Sass Larsen tordner mod landbrugsstøtten på 7 mia. kr., glemmer han fuldstændig, at danske landmænd i 2010 hev 65 mia. kr. hjem til Danmark i direkte eksportindtægter, og at hvis indtægterne fra følgeindustrien medtages, overstiger dette beløb 100 mia. kr. Samtidig er der et sted mellem 100.000-150.000 danskere beskæftiget i erhvervet.

Login