Holger K: Nedbryd den EU-politiske ghetto

INTERVIEW: EU-debatten skal ud af den EU-politiske ghetto i Europaudvalget, lyder det fra SF's Holger. K. Nielsen. Han forudser dog, at det kan have meget lange udsigter, før udvalget bliver nedlagt.

"Europaudvalget er blevet til en europapolitisk ghetto, hvor alle EU-diskussionerne foregår". 

Så bastant lyder meldingen fra den tidligere formand for SF, Holger K. Nielsen. Han mener, at problemet i dansk EU-politik er, at debatten om EU bliver koncentreret hos de få mennesker, der sidder i Europaudvalget - selvom alle folketingsmedlemmer i virkeligheden burde beskæftige sig med EU-spørgsmål.

Han ønsker derfor, at Europaudvalget nedlægges, og mandaterne i stedet lægges ud til fagudvalgene. Europaudvalget skal kun beholdes til de tilfælde, hvor der skal gives mandat til udenrigsministeren.

Fare for forkerte beslutninger
Men problemet med Europaudvalget er ikke kun, at EU-debatten ikke bliver bredt ud fra udvalget. Problemet er også i høj grad, at mandaterne i udvalget bliver givet på et uoplyst grundlag.

"Et af problemerne er, at Europaudvalget ofte skal forholde sig til meget teknisk indviklede ting, og derfor risikerer man at træffe beslutninger på forkert grundlag", siger Holger K. Nielsen.

Og det problem, forudser han, vil blive endnu mere tydeligt under det kommende danske EU-formandskab, som starter ved årsskiftet. Under formandskabet vil Europaudvalget nemlig i endnu større grad være nødsaget til at henvende sig til fagordførere, som har kompetence inden for de specifikke områder, forudser han.

Urealistisk mål
Meget tyder dog på, at det har lange udsigter, før det virkelig bliver aktuelt, at udvalget bliver nedlagt. Der er nemlig mange interesser i at bevare det, som det er, forklarer Holger K. Nielsen.

"Udenrigsministeriet ønsker det bevaret for at kunne blive i rollen som centralstyrende instans i Europapolitikken, og de siddende politikere i udvalget ønsker det naturligvis også bibeholdt", siger han.

Holger K. Nielsen tilkendegiver da også, at det nok heller ikke er en sag, man vil presse på for at få gennemført i en eventuel kommende regering, hvor SF indgår.

Ja til EU-minister
En ting er dog modstanden mod Europaudvalget, en anden debatten om en EU-minister, som Holger K. Nielsen er stor tilhænger af. EU-debatten bliver distanceret fra den danske befolkning, og der skabes barrierer for EU-integrationen ved kun at have debatterne i Europaudvalget. Men en EU-minister vil kunne løse en del af problemet, og samtidig bedre brede debatten ud til befolkningen. Og så vil den nye minister kunne aflaste en udenrigsminister, som i forvejen har hele verden under sit ressort.

"EU-spørgsmål fylder ganske meget, og man skal som udenrigsminister i forvejen forholde sig til mange andre ting. Det er sagligt rigtigt, hvis man deler posten op i to ministre - særligt med henblik på, at vi snart overtager formandskabet for EU", siger Holger K. Nielsen. 

Login