Forsinket landbrugsreform kan skade miljøet

LANDBRUGSREFORM: En række miljø- og naturprojekter under landdistriktsprogrammet kan risikere at komme i økonomisk klemme, hvis landbrugsreformen bliver forsinket et år. Ifølge MEP Christel Schaldemose (S) bør Europa-Kommissionen hurtigst muligt udarbejde en plan B.

Årsagen er, at det rent administrativt kan blive svært at forlænge finansieringen til de landdistriktsprojekter, der ligger under landbrugsstøttens søjle 2. Der er nemlig tale om flerårige projekter, hvor man ikke uden videre kan videreføre midlerne.

Anderledes ser det ud for de direkte betalinger under søjle 1. Her er der tale om indkomststøtte, som lettere kan fremskrives et ekstra år, og derfor frygter Christel Schaldemose for både de igangværende og de kommende landdistriktsprojekter.

"Det betyder reelt, at det bliver miljø- og naturindsatsen, som kommer til at betale prisen, hvis reformen bliver udskudt. Det, synes jeg, er virkelig kritisk," siger Christel Schaldemose, der er suppleant i Europa-Parlamentets Landbrugsudvalg til Altinget.dk.

Login