Medlemsstater udsulter Kommissionen

LAVVANDE: EU-Kommissionen bliver sat i økonomisk benlås af medlemslandene. Flere lande betaler ikke det, de har forpligtet sig til, og så kan Kommissionen ikke udbetale støtte. Det er absurd, siger MEP Anne E. Jensen (V).

"Det er et absurd teater, simpelthen." Så kontant er udmeldingen fra den danske repræsentant i budgetudvalget i Europa-Parlamentet, Anne E. Jensen (V).

EU-Kommissionen har nemlig ikke penge til at betale de regninger, de har liggende, fordi medlemslandene ikke er interesseret i at betale det, de har forpligtiget sig til. Det betyder blandt andet, at uddannelsesprogrammet Erasmus i næste uge løber tør for penge.

"Hvis pengene ikke falder, så sætter man faktisk Kommissionen i en håbløs situation, hvor de ikke kan leve op til deres forpligtelser," siger Anne E. Jensen.

Kommissionens forpligtigelser er blandt andet at sætte gang i forskningsprogrammer, men i løbet af oktober udløber midlerne også til dem. Der er simpelthen tomt på kistebunden. 

Login