Europæiske socialdemokrater i intern valgkamp

FORMANDSVALG: Den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet skal vælge ny formand, og for første gang nogensinde er der officielt kamp om posten. Tre kandidater har meldt sig, men man kan ikke spå en vinder, vurderer MEP Dan Jørgensen (S).

I dag fredag er sidste chance for de socialdemokratiske parlamentarikere for at melde deres kandidatur til formandsposten i Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet (PES). Den nuværende leder, tyskeren Martin Schulz, stopper til årsskiftet, da han skal være formand for Europa-Parlamentet fra januar 2012.

Formandskabsvalget er særligt interessant, da det er første gang i gruppens historie, hvor flere kandidater kæmper om posten. Tidligere har der kun været en officiel kandidat. Tre MEP'er har allerede meddelt, at de er klar til at tage kampen om formandskabet op: østrigeren Hannes Swoboda, franskmanden Catherine Trautmann og briten Steven Hughes.

Åben konkurrence
Men hvem af de tre, der løber med sejren, kan man endnu ikke sige noget om, mener den danske socialdemokratiske europaparlamentariker Dan Jørgensen.

"Jeg tør endnu ikke gætte på, hvem af de tre det bliver. Jeg har heller ikke selv gjort min egen mening op om, hvem jeg støtter, eller hvem den danske delegation støtter. Nu vil vi høre, hvad de tre har at sige i forhold til, hvilke prioriteter de har at lægge frem, og hvordan de vil lede gruppen. Der er ikke tvivl om, at alle tre er gode og egnede kandidater," siger Dan Jørgensen og tilføjer, at de danske parlamentarikere i gruppen vil tilstæbe at pege på den samme kandidat.

Login