EU-profilers genvalg i fare

GEOGRAFISK PROGNOSE: Socialdemokraterne står til at miste deres mandat i Svend Aukens gamle kreds. Det går ud over EU-ordfører Jens Joel, men også SF's EU-ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, står til at miste sit mandat.

Ifølge Altinget.dks geografiske prognose står Socialdemokraterne til at gå otte mandater tilbage. Det betyder blandt andet, at partiet for første gang i over 40 år ikke står til at få et mandat i Aarhus Øst-kredsen. Og det er ikke et hvilket som helst mandat, der er på spil her: Det er afdøde Svend Aukens gamle kreds. I dag er det nuværende EU-ordfører Jens Joel, der er valgt i kredsen, som Svend Auken repræsenterede fra 1971 til 2009.

Men det er ikke kun Socialdemokraternes EU-ordfører, som kan få det vanskeligt med at blive genvalgt. Også SF's Lisbeth Bech Poulsens mandat i Nordjyllands Storkreds står til at gå tabt for det yngste regeringsparti. SF går ifølge prognosen fire mandater tilbage i forhold til valgresultatet.

Mens nogle EU-profiler får svært ved genvalg, så tyder meget dog på, at Socialdemokraternes tidligere spidskandidat til Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen, har gode muligheder for at blive valgt. Godt nok står Socialdemokraterne til at miste et af to mandater på Fyn, men det mandat vurderes partiets stemmesluger fra det seneste parlamentsvalg at kunne få. Dan Jørgensen stiller op i Middelfart-kredsen, og det gør det vanskeligt for Julie Skovsby og Jan Johansen at få genvalg, hvis de nuværende målinger holder indtil et kommende valg.

Login