EU-Parlamentet vedtager regler for cybersikkerhed, der pålægger ledelser større ansvar
Langt flere sektorer, herunder de offentlige myndigheder, bliver omfattet af nye regler for cybersikkerhed, der sidste uge blev stemt igennem i Europa-Parlamentet. Direktivet løfter ansvaret op på ledelsernes bord.
EU strammer betydeligt kravene til cybersikkerhed for både virksomheder og myndigheder.
Europa-Parlamentet vedtog i torsdags det såkaldte NIS2-direktiv, der skal erstatte de gældende regler for cybersikkerhed, der blev vedtaget i 2016.
”Vi har været for naive i vores tilgang til sikkerhed. Putin og andre autokratiske leder og cyberkriminelle angriber os og udnytter hullerne i vores cyberforsvar. Vores virksomheder og myndigheder er i krig. En digital krig i cyberspace, som vi slet ikke er forberedt på. Derfor opgraderer vi nu reglerne for cybersikkerhed i EU,” udtaler Venstres gruppeformand i Bruxelles Morten Løkkegaard, der har været pennefører på lovgivningen i parlamentet, i en pressemeddelelse.