Energi-direktiv fremlagt

EU: Som Altinget | Energi & Klima kunne berette i sidste uge, så har EU-Kommissionen i onsdags fremlagt et direktiv for energibesparelser, der ligner den danske model.

I sidste uge jublede Dansk Energi over udsigten til store danske eksportmuligheder (læs mere), og nu hvor udkastet er officielt, er begejstringen ikke blevet mindre. I en pressemeddelelse siger EU-chef Ulrich Bang:

"Den danske model for energibesparelser er en effektiv og billig måde at opnå besparelser og CO2-reduktioner på. EU-direktivet cementerer, at den danske model er en succes, og det åbner for et meget stort marked for dansk ekspertise i energirådgivning." 

Dansk Energi skriver, at direktivet ifølge Kommissionen vil åbne for investeringer for cirka 80 milliarder euro i danske nærmarkeder.

Europaparlamentariker Dan Jørgensen (S) udtrykte i sidste uge stor tilfredshed over, at EU vælger den danske model. Også Bendt Bendtsen (K) er tilfreds med valget af model, men han påpeger, at ambitionsniveauet burde være højere.

Login