DF’s nye EU-venner får slingrende start

HØJREFLØJ: Dansk Folkepartis nye højrenationale gruppe i EU-Parlamentet ser ikke ud til at blive den magtfaktor, de havde håbet på at blive. Det er kun starten, mener DF’s Peter Kofod.

BRUXELLES: Først så det meget imponerende ud. Pressesalen i Europa-Parlamentet var fuldstændig proppet. Folk stod langs væggene og helt ud på gangen. På podiet sad repræsentanter fra de ni partier, der skal tegne en ny EU-skeptisk gruppe yderst til højre i Parlamentet, der har fået navnet Identitet og Demokrati (ID).

Det var, da klapsalverne brød løs, efter lederen af franske Rassemblement National, Marine Le Pen, havde leveret en svada mod det europæiske establishment, at det stod klart, at det ikke var pressefolk, men partisoldater, der fyldte på mange af stolerækkerne ved torsdagens præsentation af den nye gruppe.

Herfra eskalerede det i en råbedyst mellem harme journalister, der ikke var interesseret i at få omdannet ID-gruppens første officielle pressemøde efter europaparlamentsvalget til et politisk rally, og indignerede partifolk, som ikke ville have deres opførsel dikteret af en forhadt presse.

Login