Det sker i EU: Transatlantisk forhold skal genstartes

Et vigtigt første møde i et nyt såkaldt Handels- og teknologiråd finder sted i Pittsburgh mellem EU og USA. Det var ellers på nippet til at blive aflyst efter den seneste uges alvorlige knas på linjen mellem parterne, efter amerikanerne indgik en kontroversiel forsvarsaftale med australierne og briterne på bekostning af en EU-allieret.

I Tyskland begynder jagten på en ny regering og ikke mindst en ny kansler efter et valg, der ikke kårede nogen klar vinder.

I Europa-Parlamentet tager både Økonomiudvalget og Miljøudvalget fat på den nye forordning om en definition af grønne investeringer. Der tages også en beslutning om, hvem der skal kandidere til at modtage Parlamentets menneskeretspris, Sakharov-prisen. Blandt de mulige er blandt andre den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj. 

Ved EU-Domstolen er der høring i den sag, som Google har bragt mod konkurrencekommissær Margrethe Vestager, efter hun i 2018 besluttede at pålægge firmaet en 32 milliarder kroner stor bøde for at bruge sin dominerende position på markedet til at fremme sin egen søgemaskine over for Android-brugere. Google vil have Retten til at annullere bøden.

Login