Det sker i EU: Magtkampe med russerne, briterne og i EU-Parlamentet

Håndtering af Rusland, oprydning efter Brexit, en ny italiensk præsident og kamp om udvalgsformandsposter i Europa-Parlamentet er blandt de ting, der vil blive holdt øje med i EU og omegn i denne uge.

Den anspændte situation mellem Rusland og resten af verden er stadig det dominerende dagsordenspunkt i Bruxelles og omegn. Her mødes de europæiske udenrigsministre for at diskutere Vestens svar på eventuel russisk aggression mod Ukraine med deres amerikanske modstykke, Antony Blinken. Brændpunkterne Syrien og Libyen er også på dagsordenen.

Brexit stikker også hovedet frem denne mandag. Den nye britiske udenrigsminister og Brexit-ansvarlige, Liz Truss, kommer på besøg hos EU’s mand på posten, Maroš Šefčovič. Han har advaret om, at der skal en aftale på plads inden udgangen af februar om alle de udeståender, der stadig martrer forholdet mellem de to. Det er stadig særligt Nordirland, der giver problemer.

I Paris starter to dages uformelt møde for de europæiske forskningsministre under fransk EU-formandskab, hvor der skal diskuteres nye strategier for højere uddannelser og for det såkaldte europæiske forskningsrum.

Login