Det sker i EU: Løkke i Bruxelles og nyt i Qatargate

Dette års første rigtige arbejdsuge i EU-systemet bliver blandt andet brugt til at markere en dødsdag, underskrive et nyt samarbejde med Nato og sende de 27 EU-kommissærer nord for polarcirklen.

På Københavns Universitet fejres Danmarks europæiske 50-årsjubilæum med fint besøg fra EU-Domstolens præsident, Koen Lenaerts, og EU-kommissær Margrethe Vestager. Det er Dansk Forening for Europaret, der står bag arrangementet.

I Rom æres den tidligere formand for Europa-Parlamentet, David Sassoli, som døde for præcis et år siden efter længere tids sygdom. Det sker med udgivelse af en række af hans taler og markeres med indlæg af blandt andre EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Danmark nye udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), får sin Bruxelles-debut i sin nye kapacitet, når han tirsdag gæster både Nato og EU-hovedkvarteret. Her møder han først forsvarsalliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg. Senere er det EU’s udenrigschef, Josep Borrell, og kommissær med ansvar for EU’s nærområder, Oliver Varhelyi, der får besøg. Tidligere på dagen vil han have gæstet Paris med visit hos udenrigsminister Catherine Colonna.

Login