Det sker i EU: Knald eller fald for EU’s asylpolitik

EU-ministre skal forsøge at enes om en omstridt reform af EU’s asylregler, russiske oppositionsfolk strømmer til Bruxelles, mens EU-Kommissionen skal præsentere en etisk vagthund, der skal holde EU-institutionerne selv på dydens smalle sti.

Europa-Parlamentet bliver mødested for russiske oppositionsstemmer mandag, hvor et todages event om demokrati i Rusland løber af stablen. Blandt de prominente gæster er dissidenter som nobelpristager Dmitri Muratov, tidligere oliemagnat Mikhail Khodorkovskij og skakspiller Garri Kasparov.

Samme sted er der møde i Økonomiudvalget. De folkevalgte får besøg af den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, til en snak om udfordringerne fra den amerikanske grønne støttepakke ved navn IRA, der frister europæiske virksomheder, og Christine Lagarde, chef for Den Europæiske Centralbank, der vil tale om inflation og bankens svar derpå.

Vestager har også en anden vigtig sag i kalenderen mandag. Her vil EU-Domstolen nemlig afgøre den ankesag, hun har anlagt, efter EU-dommerne i en lavere instans smed hendes afgørelse ud, om at Amazon over en årrække uretmæssigt havde fået små to milliarder kroner (250 millioner euro)  i skattefradrag fra Luxembourg.

Login