Det sker i EU: Fælles indkøb af ammunition, greenwashing og topmøde

Der er nybrud i EU’s forsvarspolitik på vej i denne uge, hvor EU-Kommissionen også kommer med nye forslag mod produkter, der gør sig mere grønne, end de er. Samtidig indfinder EU’s stats- og regeringschefer sig til topmøde i Bruxelles.

De europæiske udenrigsministre og forsvarsministre flokkes til Bruxelles for blandt andet at forsøge at lande en aftale om for første gang nogensinde at gå sammen om at købe ammunition. Det sker for bedre at kunne støtte ukrainernes kamp mod Rusland og for selv at få fyldt deres svindende lagre op.

Samme dag starter to dages møde i det såkaldte Schuman Security and Defence Forum. Det er første gang, at det nye forum samler højtstående repræsentanter fra EU-landene og institutionerne i Bruxelles med politikere fra andre lande, akademikere og sikkerhedseksperter for at tale om fælles interesser på sikkerheds- og forsvarsområdet. Både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er på deltagerlisten.

Landbrugs- og fiskeriministrene er også til rådsmøde. De har kontroversielle punkter som EU’s fiskeriaftale med Marokko og den strandede handelsaftale med Mercosur-landene i Sydamerika på programmet blandt meget andet.

Login