Det sker i EU: European Super League, skøjteløbere og langturschauffører i Danmark kommer for EU-Domstolen

Det’ sørme, det’ snart, det’ jul – også i Bruxelles, hvor både Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen nærmest allerede har lukket biksen. Til gengæld er der stadig bud efter miljø-, energi- og finansministrene, og så sker der ting og sager i Luxembourg, hvor en række spændende sager afgøres ved EU-Domstolen.

Nye regler for emballage er på miljøministrenes dagsorden, når de mandag kommer til Bruxelles til deres sidste forsamling i 2023. De skal også diskutere en svær sag om forbedring af jordkvaliteten i Unionen og tale om et nyt forslag om bedre overvågning af de europæiske skove, der skal sikre, at de er i god stand.

Kommissionsformanden tager en smuttur til Afrika. Hun starter i Nairobi for at underskrive en ny partnerskabs- og handelsaftale mellem EU og Kenya. Derefter tager Ursula von der Leyen videre til Rwanda, hvor hun møder præsident Paul Kagame og er med til åbningsceremonien for medicinalvirksomheden BioNTechs nye afrikanske afdeling.

Tirsdag et det de europæiske energiministre, der stikker hovederne sammen i Bruxelles. De skal blandt andet forsøge at blive enige om at forlænge tre af de nødtiltag på energimarkederne, der blev besluttet sidste år ved denne tid i kølvandet på den himmelflugt, som priserne tog efter det russiske indtog i Ukraine.

Login