Det sker i EU: Deal eller no deal

OVERBLIK: Kan der landes en aftale med briterne? Taber TV 2 en afgørende statsstøttesag ved EU-Domstolen? Stemmer Europa-Parlamentet ja til en hummeraftale med amerikanerne? Der er masser af grunde til at følge godt med i EU-politikken i denne uge.

Mandag 23. november
Fordelingen er omkring 50-50 mellem optimister og pessimister forud for denne uges forhandlinger mellem EU og briterne, der kan sikre en fornuftig samhandel mellem de to parter også efter 1. januar 2021. De største problemer på forhandlingsbordet er stadig uløste, nemlig fisk, fair konkurrence og en ramme for, hvordan man løser tvister, hvis parterne rager uklar. Men 95 procent af aftalen er klar, melder EU-diplomater. Drøftelserne mellem parterne fortsætter på intensivt niveau i håbet om, at der kan findes en aftale i løbet af ugen.

Der er ministerdebut for Flemming Møller Mortensen (S), når de europæiske udviklingsministre skal diskutere gældslettelse for verdens fattige. De skal også have forhåndssnak om den strategi for ligestilling i EU’s udenrigspolitik, som EU-Kommissionen vil lægge frem tirsdag, og have en orientering om forhandlingerne om efterfølgeren til den såkaldte Cotonou-aftale, der er rammen om forholdet til 78 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet.

Samme dag starter en stor donorkonference for Afghanistan, som FN og den finske regering afholder sammen med afghanerne, der løber over to dage.

Login