Denne uge i EU (49)

DET SKER: Denne uges store begivenhed er mødet i Det Europæiske Råd, hvor man særligt vil fokusere på den økonomiske politik og klimaområdet.

Møde i Det Europæiske Råd
Torsdag 8. december og fredag 9. december mødes EU's stats- og regeringsledere i Det Europæiske Råd. I forbindelse med mødet vil tiltrædelsestraktaten med Kroatien blive undertegnet. Derudover er de vigtigste punkter på mødets dagsorden økonomisk politik og energi.

Man vil gennemgå den samlede økonomiske situation i Europa og komme tilbage til spørgsmålet om, hvordan vækst fremmes. Fokus er rettet mod at prioritere vækstfremmende initiativer, reducere den samlede reglerbyrde for små, mellemstore og mikrovirkesomheder, gennemføre akten for det indre marked og færdiggøre den digitale dagsorden. Desuden vil de medlemsstater, som deltager i europluspagten, gøre status over fremskridtene med den nationale gennemførelse af tilsagnene i henhold til pagten, især i forhold til beskæftigelsesområdet. Man vil desuden diskutere den økonomiske konvergens i euroområdet og den finanspolitiske disciplin.

På energiområdet vil man på baggrund af en rapport fra formandskabet evaluere, hvilke fremskridt der er gjort i forhold til gennemførelsen af retningslinjerne fra februar dette år. Der vil især være fokus på energieffektivitet, det indre energimarked, energiinfrastrukturudvikling og den eksterne energipolitik. Desuden vil man vurdere de første resultater af de nukleare stresstest på baggrund af en foreløbig rapport fra Kommissionen og fremskridtsrapporten om nukleare anlægs sikkerhed.

Login