Denne uge i EU (10)

DET SKER: Et fornemt weekendbesøg af EU's udenrigsministre og en stribe EU-arrangementer relateret til den internationale kvindedag 8. marts er, hvad denne uge byder på.

I EU
Onsdag 8. marts samles Rådet for at drøfte EU's retlige og indre anliggender, hvor migrationspolitikken dominerer dagsordenen. Emnerne, som Rådet vil drøfte, er blandt andet: Illegal migration, et fælles europæisk asylsystem, Grækenlands nationale handlingsplan i forhold til migration og Bulgarien og Rumæniens optagelse i Schengensamarbejdet.   

I weekenden 9. og 10. marts vil København få fornemt besøg af udenrigsministrene fra EU's medlemslande. Ministrene samles i Bella Centret for at deltage i et uformelt møde. Også EU's udenrigsrepræsentant Catherine Ashton er blandt deltagerne. Hun vil sammen med den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF) holde pressemøde lørdag 10. marts kl. 12.30-13.00.

Christiansborg
På Christiansborg er der ingen lovforslag, der skal behandles i Salen, fordi ifølge en gammel tradition brugte de danske politikere denne uge på at afholde møder i Nordisk Råd.

Europaudvalget mødes tirsdag 6. marts kl. 14.00, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil fremlægge resultatet fra topmødet i Det Europæiske Råd, som blev afholdt 1. og 2. marts.

Forrige uge aflagde europaminister Nicolai Wammen (S) Serbien og Montenegro et besøg i forbindelse med landenes ansøgninger om at blive optaget i EU. I starten af ugen går turen til Island, hvor ministeren vil mødes med nogle af de fremtrædende regeringsledere for at drøfte udvidelsesplanerne. 

Login