Dansker indsat som ny EU-repræsentant i Makedonien

Den erfarne danske diplomat Peter Moesgaard Sørensen overtog mandag den 28. februar posten som EU-ambassadør i Makedonien.

Han overtog posten efter irlænderen Erwan Fouere, der har siddet som EU-ambassadør siden 2005. Foueres senere år på posten var kendetegnet ved stor kritik fra den siddende regering i Skopje. Premiereminister Gruevski har ved flere lejligheder beskyldt Fouere for at blande sig i den politiske debat og støtte den politiske opposition.

Peter Sørensen kommer til Makedonien på et politisk anspændt tidspunkt. Regeringen og oppositionen udkæmper i øjeblikket en politisk kamp om datoen for afholdelsen af parlamentsvalg. Det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, har siden januar boykottet den politiske proces og krævet nyvalg.

Makedonien har været officielt kandidatland til EU siden 2005. Landets videre optagelsesforhandlinger er dog flere gange blevet blokkeret af Grækenland pga. stridigheder omkring brugen af navnet Makedonien, som også er navnet på græsk provins.

Login