Mudret debat om EU's konvergenskrav

MÅLING: Et flertal af Danmarks vælgere mener, det er vigtigt, at Danmark overholder EU's konvergenskrav. Men målingen viser især, at debatten om konvergenskravene har været meget mudret, siger kommunikationsekspert.

EU er i en krisesituation, og det er også nødvendigt, at Danmark strammer økonomien. Det mener et flertal af Danmarks befolkning ifølge en måling fra A&B Analyse, der er foretaget for Altinget | EU.

I målingen svarer godt 51 procent, at Danmark bør overholde EU's konvergenskrav og stramme den økonomiske politik. Modsat mener 33 procent, man skal lade være, da det vil betyde beskæringer i velfærden.

Vælgerne splittede
Men ser man på undertallene, viser disse, at vælgere, der foretrækker Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, er meget høj grad støtter op om overholdelse af konvergenskravene. Det vil hele 81 procent. Modsat er det kun 29 procent af vælgerne, der foretrækker Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, der ønsker man skal overholde konvergenskravene.

"Lars Løkke har stået benhårdt på sine formuleringer, og det er der er en klar klangbund for i hans bagland," siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær.

Modsat har S og SF brug for at "have lidt længere tid til at forklare helt præcis, hvordan de forstår de her konvergenskrav", siger han.

"Det viser jo meget godt, at deres vælgere er knapt så hardcore på dette område som regeringens vælgere. Det er ikke overraskende. at Socialdemokraternes vælgere er lidt splittede på dette område," uddyber Niels Krause-Kjær.

Dårlig forberedt
Ifølge kommunikationsekspert Rasmus Jønsson er det ikke overraskende, at Lars Løkkes egne støtter mener konvergenskravene er vigtige, da de har været et vigtigt argument for "genopretningspakken". Men det har ikke rigtig lykkedes Lars Løkke Rasmussen at få overbevist andre end sine egne vælgere:

"Det siger noget om den forberedelse, der kommunikationsmæssigt skal til for at forberede befolkningen på forandringer," siger Rasmus Jønsson.

"Hvis man havde lavet spørgsmålet "forklar EU's konvergenskrav", så tror jeg næsten ingen ville kunne det. Og det er det, jeg mener med, at øvelsen simpelthen ikke har været god nok," uddyber han.

Ifølge Rasmus Jønsson mener de fleste borgere nok, at kravene skal overholdes:

"Men det har været lidt svært at finde ud af, hvad der var op og ned i debatten, fordi både EU og politikerne er kommet med forskellige meldinger i løbet af debatten," siger han.

Det korte træk
Noget tyder allerede på, at ordet konvergenskrav er forsvundet fra Venstres læber, og det er fuldt forståligt ifølge Rasmus Jønsson:

"Til Venstres forsvar skal lyde, at det absolut ikke er et sexet emne at kommunikere ud. Men det er også et udtryk for, at regeringen er meget presset. Hvis man skal kommunikere det stragegisk, er det jo også nødvendigt med et vist overskud, og den seneste tid har det ikke rigtig været andet end brandslukning fra regeringen på grund af mange dårlige sager. Det gør det meget vanskeligt at sætte en proaktiv strategisk dagsorden, og der er det nok ikke konvergenskravene, der ligger først for."

Login