Et konservativt formandskab

UNGARN OG EU II: Det er et ungt demokrati med en stærkt konservativ regering, der bliver EU's næste formand. Men radikal nationalistisk indflydelse spøger længere til højre. Altinget | EU har set på, hvad det er for et land, der nu kommer til at sætte dagsordenen i Europa.

Det er et stabilt Ungarn, der overtager EU's formandskab 1. januar 2011. Særligt hvis man sammenligner med det politisk fragmenterede Belgien, der efter nytår sender stafetten videre. Det borgerlige parti Fidesz (Alliancen af Unge Demokrater) besidder et stabilt flertal i tæt alliance med et lille kristendemokratisk parti. Sammen opnåede de mere end 50 pct. af parlamentets mandater efter en knusende valgsejr over socialistpartiet MSZD i maj, og landets vigtigste poster besiddes nu af medlemmer af Fidesz. Formand for partiet og siddende premierminister Viktor Orban befinder sig dermed sikkert i sædet, hvilket bl.a. har givet ham øgenavnet Viktator.

Orbans politiske dagsorden bygger først og fremmest på at rette op på økonomien. Der er blevet skåret ned i offentlige lønninger på alle niveauer og politiske institutioner er blevet beskåret i medlemsantal. Derudover planlagde Fidesz i sidste måned at lægge kriseskatter på blandt andet energi, bankvirksomhed og telekommunikation. Disse sektorer er i høj grad domineret af udenlandske virksomheder, hvilket betyder at kriseskatterne ikke vil gøre regeringen upopulær hos befolkningen. Til gengæld risikerer man et stop for udenlandske investeringer, ifølge kritikere.

Risiko for nationalisme
Sammen med den enorme sejr til det konservative Fidesz i maj oplevede det nationalistiske partiet Jobbik en voldsom fremgang. Jobbiks vælgertilslutning steg med næsten 800 procent fra valget i 2006 til 2010 og sidder nu på over 16 pct. af mandaterne i parlamentet.

Login