Dan Jørgensen tror på grøn EU-sejr

INTERVIEW: Mens flere medlemslande og EU-parlamentarikere prøver at pille de grønne elementer ud af landbrugsreformen, vil Parlamentets Miljøudvalg nu skærpe grønnings-kravene. "Det bliver hårdt, men ingen mission impossible," siger MEP'en Dan Jørgensen (S).

"Vi har brug for et europæisk landbrug, der er markant grønnere end det, vi har i dag. Derfor skal vi sikre, at de mange milliarder euro, som hvert år bliver brugt på landmændene, kommer til at forbedre vores fælles miljø," siger den socialdemokratiske europaparlamentariker Dan Jørgensen, der er næstformand i udvalget og ordfører på rapporten.

I Kommissionens udspil fra oktober 2011 blev det foreslået, at unionens godt 15 millioner landmænd skal leve op til tre grønningskrav, hvis de fremover vil have del i landbrugsmilliarderne. Et af dem handler om afgrødediversificering, og her er kravet, at alle landbrug på mere end tre hektar skal dyrke mindst tre forskellige afgrøder om året. Men det er ikke ambitiøst nok, mener Miljøudvalget, som nu foreslår, at der i stedet bliver indført et såkaldt rotationsprincip.

"Det er bedre for biodiversiteten, hvis man løbende skifter mellem afgrøderne. Derudover bliver det lettere for myndighederne at holde øje med, at landmændene lever op til kravet, hvis man gør det på denne måde," siger Dan Jørgensen til Altinget.dk.

Login