Udenrigsminister: Europagten truer EU's fremtid

EUROPAGT: Hvis store lande som Frankrig og Tyskland begynder at køre sololøb uden om EU's normale beslutningsstruktur og vil diktere andre landes økonomiske politik, truer det med at undergrave hele det europæiske samarbejde, siger den luxembourgske udenrigsminister.

På EU-topmødet i fredags lagde Tyskland og Frankrig op til en europagt, hvor den økonomiske politik skal koordineres i langt højere grad end nu. Ud over stramme regler om de offentlige underskud i EU-landene, ønskes der også en koordinering af lønpolitik, pensionsalder og virksomhedsbeskatning. Mening er, at eurolandene samlet konkurrencemæssigt skal blive styrket i forhold til særligt de fremstormende økonomier i Asien.

Men selvom målet i sig selv er rigtigt, så er metoden helt forkert. Det siger Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, der onsdag var i København for at mødes med sin danske kollega Lene Espersen og bagefter mødte Altinget | EU.

En europagt, hvor nogle EU-lande får mulighed for direkte at diktere socialpolitik i andre lande vil skabe en stor frustration i de enkelte medlemslande og vil forøge befolkningernes skepsis overfor det europæiske projekt. Samtidig truer en sådan pagt, etableret udenom EU's normale politiske struktur, med at undergrave hele EU's grundlag, advarer Jean Asselborn.

Frygter sammenbrud
"Vi skal huske, at den Europæiske Union hviler på to helt basale principper: Solidaritet og det faktum at alle rundt om bordet har en stemme. Vi kan løse de fælles problemer, hvis vi har en debat i EU, hvor alle har noget at sige, men ikke hvis det bliver dikteret fra nogle enkelte hovedstæder. Det vil ikke virke," siger Jean Asselborn til Altinget | EU.

Login