Fire dage på højtryk

EU-DAGBOG: Følg med i Ole Christensens (S) dagligdag i Europa-Parlamentet. Her har han travlt i beskæftigelsesudvalget, når han ikke debatterer med Morten Messerschmidt om Tyrkiet i EU eller med Morten Løkkegaard om fremtidens Europa.

Af Ole Christensen
MEP, Socialdemokraterne

En meget travl og spændende uge i Bruxelles er næsten overstået. Den har stået på udvalgsmøder, besøg af medarbejdere fra LO, Tyrkiets optagelse i EU, servicedirektivets implementering og endelig en række forslag til, hvordan vi når millennium-udviklingsmålene. Min arbejdsuge starter normalt mandag morgen og slutter torsdag aften. Til gengæld er det fire dage, hvor der arbejdes på højtryk. Her er et lille indblik i en typisk uge i Bruxelles.

Mandag
Heldigvis har jeg altid været glad for at komme tidligt op, og det skal man, når man er nordjyde, bor i Brovst og skal til Bruxelles. Jeg ankom med flyet til Bruxelles mandag ved tolvtiden. Jeg gennemgår kort ugens vigtigste begivenheder med mine folk på kontoret, og begynder med et møde i udvalget for beskæftigelse og sociale anliggender. Et punkt på dagsordenen var servicedirektivet, hvor jeg er ordfører for den socialdemokratiske gruppe. Forslaget går helt enkelt ud på, at vi ønsker at forbedre det Indre Marked for serviceydelser under hensyntagen til, hvordan de enkelte lande har opbygget deres offentlige serviceydelser. Det betyder også i praksis, at man gør det lettere for danske virksomheder at komme ind på de andre europæiske landes markeder. Møde med en besøgsgruppe med efterfølgende middag, og det bliver midnat, inden jeg ligger i min seng.

Tirsdag
Hurtig morgenmad og vaskemaskinen i gang og så af sted. Jeg bor i lejlighed knap 30 minutters gang fra Parlamentet. Selv om vi har chaufførtjeneste, der kan køre os til og fra Parlamentet, kan jeg sige, at jeg kun har været med bil fem gange gennem seks år. Det gør jeg for ikke at blive for tyk, idet vi spiser godt i Bruxelles og Strasbourg, skal jeg hilse og sige. Anden halvdel af mødet i Beskæftigelsesudvalget begyndte med afstemninger om bevillinger fra Globaliseringsfonden til at få fyrede folk fra virksomheder i Holland hurtigt i gang igen. Der er tidligere bevilget i alt cirka 150 millioner kroner til folk i Sønderjylland, Fyn og Nordjylland. Efter en hurtig sandwich på kontoret og svar på nogle mails til tv-debat med Morten Løkkegaard fra Venstre om fremtidens Europa. Det var en spændende og god debat, og vi er lige så uenige om den europæiske kurs, som man er om kursen derhjemme. Skal vi spare os ud af krisen, eller skal der investeringer til. Jeg synes selvfølgelig det sidste, ellers er der en stor risiko for, at væksten går helt i stå, og vi kommer til at stå med endnu flere arbejdsløse. I øjeblikket cirka 23 millioner ledige. Så lad os sætte investeringer i gang, så vi får folk i gang igen. Derefter mødtes jeg med ansatte fra LO, som var interesseret i at høre lidt om, hvad der sker på arbejdsmarkedsområdet. Jeg fortalte dem om 2020-strategien, vikardirektiv, tilsyn med den finansielle sektor, udfordringerne med den vandrende arbejdskraft m.v. Lidt senere på dagen sendte jeg 31 ændringsforslag afsted til en rapport, som handler om, hvordan vi kan nå millennium-udviklingsmålene i 2015. Den skal behandles i december måned i Congo i AVS (de fattige lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet) - EU-delegationen, hvor jeg er socialdemokraternes ordfører. I forbindelse med mit arbejde i Tyrkiet-delegationen havde vi om eftermiddagen en debat om, hvordan det går med Tyrkiets optagelse i EU. I diskussionen deltog både Morten Messerschmidt og jeg - HOLD DA OP, hvor kan man være langt fra hinanden i holdningerne til, om Tyrkiet engang skal være medlem af EU. Om aftenen var alle MEP'er inviteret til middag hos ambassadøren for Den Danske Repræsentation i EU, hvor vi talte om de politiske sager, der skal behandles torsdag og fredag af stats- og regeringscheferne.

Login