EU kræver økonomisk solidaritet

I starten af maj blev eurolandenes finansministre enige om at oprette en historisk stor lånepulje på 750 milliarder euro, der skal forhindre andre EU-lande i at havne i samme situation som Grækenland.

Den store pakke blev ikke kun vedtaget for at forhindre, at Grækenlands krise skulle sprede sig til Spanien eller Portugal. Den blev vedtaget for at nedtone den finansielle panik, der kunne kaste verdens økonomier tilbage til den hængedynd af en finanskrise, man har brugt de seneste to år på at slippe ud af.

Økonomisk solidaritet
En økonomisk plan blev lagt for Grækenland, og få dage efter meldte Spanien - efter et meget omtalt telefonopkald fra USA's præsident Barack Obama til den spanske premierminister José Zapatero - sig med omfattende besparelser. Dernæst fulgte EU-Kommissionens opfordring om konsolidering af en række europæiske landes økonomier, heriblandt Danmarks.

I England blev en af de første beslutninger fra den nye regering at nedsætte alle ministernes lønninger - hvilket af analytikere blev set som et klart signal om, at den økonomiske plan, som den nye regering vil præsentere i løbet af sommeren, bliver store offentlige besparelser.

De upopulære tiltag de euroæiske ledere foretager i disse dage går ud på at "overbevise" markedet, eller "genskabe tilliden". De 750 milliarder euro er dog kun et midlertidigt fix. Ordningen er designet sådan, at den kan beskytte "svage led" i eurozonen i godt tre år - en tid, der skal bruges på at afstive de offentlige finanser, få styr på bankerne og gøre de kriseramte økonomier konkurrencedygtige, så de kan betale af på deres gæld.

Nye regler
En unavngiven centraleuropæisk politiker har til det britiske The Economist advaret, at:

"Hvis vi ikke lykkedes med at genskabe et godt fundament i det meste af eurozonen, så vil krisen komme tilbage."

Den omfattende "redningspakke" har Tyskland som den suverænt største bidragsyder, men ingen EU-lande kan se sig fri fra at bidrage. Det har fået flere politikere og medier til at tale om, at en fælles europæisk finanspolitik var nødvendig. I Danmark blev det blandt andet antydet, at EU-Kommissionen i fremtiden skal godkende den danske finanslov.

Det bliver dog ikke tilfældet foreløbigt. I stedet ligner det mere en aftale som den, NATO-landene har i den berømte artikel 5 i organisationens traktat:

Et væbnet angreb på et medlem i NATO-organisationen skal behandles som var det et angreb mod alle i organisationen. Det betyder også, at organisationen stiller krav til at have et "forsvarligt" forsvarsbudget og deltagelse i fælles træningsøvelser. Men aftalen betyder ikke, at man har en fælles NATO-hær.

Tysklands model - for nu
"Redningspakken" er - som Tyskland insisterede - lidt på samme måde blevet til, så den største del af eurolandenes økonomiske forsvarssystem, 440 milliarder, bliver kontrolleret af de nationale regeringer. Den vil ikke blive kontrolleret af EU-Kommissionen, og udbetalinger vil ske under betingelser sat af IMF.

I Tyskland har man ikke været udpræget begejstret for aftalen, som mange kritikere har ment betyder, at tyske skatteborgere skulle betale for andre landes uansvarlige politik. "Endnu engang er vi Europas fjols," skrev den indflydelsesrige tyske tabloid Bild.

Få dage efter tabte den tyske kansler Angela Markel flertallet i en vigtig delstat, og presset på hende om at være tilbageholden overfor at binde sig mere økonomisk til EU steg yderligere. Modsat har Frankrig gennem forløbet været klart mere offensiv. Præsident Sarkozy kaldte redningspakken "95 procent" fransk, og talte efterfølgende for, at EU bør intervenere mere i medlemslandenes økonomier. Men endnu er det stadig Tyskland, der fører an.