V: Bare rolig, von der Leyen. Virksomhedsledere ønsker også en grønnere planet

Virksomhedsejere sætter deres egen formue på spil for at få en grønnere planet. Det ville klæde Kommissionen og venstrefløjen at indse, at grønne løsninger ikke udvikles på politikernes skriveborde, men i den virkelige verden, skriver Linea Søgaard-Lidell (V).

Hvis man har fulgt med i EU-Kommissionens planer om et nyt lovforslag til "bæredygtig selskabsledelse", kan man nemt blive efterladt med et indtryk af, at virksomhedsejere og -ledere er nogle værre skurke. De er ligeglade med kloden, og hvis man tjener penge, så kan man ikke være bæredygtig.

Sådan må de tænke på Kommissionens kontorer i Bruxelles, siden de vil foreslå, at virksomheder fremover skal være underlagt politisk ledelse og have NGO’er repræsenteret i virksomhedernes bestyrelser.

Det er åbenbart nødvendigt, synes de, for at virksomheder bliver bæredygtige. Jeg må indrømme, at jeg har ualmindeligt svært ved at genkende dét billede af de private virksomheder og dem, som leder dem.

Kære Ursula, bare rolig
Jeg har netop været på rundtur til små og mellemstore virksomheder på Sjælland, og jeg kan berolige Ursula von der Leyen og kompagni.

Alle virksomhedsejere og -ledere, som jeg mødte, arbejdede hårdt for at ændre den "gamle" måde at gøre tingene på. Alle fordi de vil skabe en bedre verden og alle, fordi de så store muligheder i det.

Så kære Ursula, bare rolig, virksomhedsejere er også ordentlige mennesker, der ønsker sig en grønnere planet. De sætter endda deres egen formue på spil i kampen for at få det.

Og selv hvis der skulle være en enkelt et sted, der ikke har hjertet med i klimakampen, så ved enhver visionær investor, at bæredygtighed er afgørende, hvis man vil have del i fremtidens vækst.

Profit kan sagtens gå hånd i hånd med bæredygtighed, og det er positivt, at man kan tjene penge på bæredygtighed, for det betyder, at der virkelig vil ske noget med udviklingen.

De nøjes ikke med at stå og vifte med skilte
Desværre er det ikke kun EU-Kommissionen, der har fået et anfald af irrationelle katastrofetanker.

Også SF lader til at tro, at virksomheder ikke vil være bæredygtige, medmindre de bliver politisk styret til det. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at SF måske skulle tale lidt mindre med aktivister og lidt mere med vores virksomheder. Så ville de nok opdage, hvor mange som gør en kæmpe forskel for at skabe en bæredygtig fremtid.

Og de nøjes ikke med at stå og vifte med skilte om "klimakamp" på Dronning Louises Bro i København. De satser deres egen forretning på idéen, fordi de vil rykke både verden og virksomheden i en bedre retning.

Udvikles ikke på politikernes skriveborde
Heldigvis er Socialdemokratiet kommet til fornuft.

Da Europa-Parlamentet stemte om sin holdning til "bæredygtig selskabsledelse", stemte Socialdemokratiet for at støtte idéen. Det har de tilsyneladende glemt alt om nu, og det er jo sådan set heldigt nok.

Hvis bare de så ville hjælpe med at få afklaret en træls misforståelse for resten af venstrefløjen – nemlig at klimahandling og bæredygtighed kun sker gennem politisk handling.

Bevares, det betyder noget, hvad vi gør fra politisk hold. Men de grønne løsninger bliver ikke udviklet på politikernes skriveborde, de bliver udviklet i den virkelige verden af mennesker, som brænder lige så meget for at skabe en bæredygtig verden til den næste generation, som jeg selv gør (og som jeg ved, at SF gør).

Det ville klæde både Kommissionen og venstrefløjen at indse det.

Forrige artikel Dansk Erhverv: CO2-tunge industrier skal ikke have EU's grønne stempel Dansk Erhverv: CO2-tunge industrier skal ikke have EU's grønne stempel Næste artikel Lolland-borgmester og Hofor: Sådan gøres gasledning hurtigere grøn Lolland-borgmester og Hofor: Sådan gøres gasledning hurtigere grøn
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.