Løkke afviser fordækt spil om havvindmøller

https://vimeo.com/877866211

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen nægter at have modtaget penge fra eller givet særbehandling til selskabet CIP i forløb om opstilling af havvindmøller. Det ”kandiderer til at få konspirationsteoriernes award i år,” lød det fra Løkke på samråd.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afviser pure, at der skulle være sket noget fordækt i det kaotiske forløb om at bygge havvindmøller med den såkaldte åben dør-ordning.

Det slog han fast på et samråd i Folketinget onsdag formiddag.

Ifølge Løkke har hele forløbet kun handlet om at få så meget havvind som muligt i en situation, hvor den omstridte havvindmølleordning blev sat på pause.

”At det skal besudles, har jeg meget lidt respekt for. Og det synes jeg generelt, at alle her om bordet burde have meget lidt respekt for,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Når han selv har sat sig i spidsen for et internt regeringsudvalg om havvindsudbygning, var det fordi, at regeringen ville afsøge alle muligheder for at bruge åben dør-projekterne trods dens lukning. Og det handlede meget om at læse de omskiftelige politiske vinde i Europa, der var ved at åbne op for at tillade mere statsstøtte efter Putins krig mod Ukraine, og løse et EU-retligt problem, lød det fra udenrigsministeren.

”Det er motivet. Der er ikke andre ting, der har drevet det,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Tre heldige projekter

Samrådet var indkaldt af alle partier i Folketinget uden om regeringen og følger op på et forløb, hvor særligt en artikel i Zetland har rejst spørgsmål ved, om Lars Løkke Rasmussen har givet særbehandling til Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).

Regeringen holder nemlig døren åben for CIP’s planer om en stor havvindmøllepark langt ude i Nordsøen, selvom en lang række andre projekter, der er ansøgt efter samme ordning, er blevet afvist.

{{toplink}}

På samrådet redegjorde Løkke for, at kun tre ud af 26 projekter ansøgt efter ordningen, som i dag vurderes at være i strid med EU’s konkurrenceregler, vurderes ikke at støde sammen med andre hensyn ude i havet så som fiskeri, sejlads og natur.

De er nemlig heldige at ligge i et areal tiltænkt havvind i regeringens havplan. Det ene er CIP's meget store projekt, mens de to andre er langt mindre og meget tættere på kysten.

Afviser betaling fra CIP

I forløbet op til samrådet er det mere end blevet antydet, at Lars Løkke Rasmussen egenrådigt har afvist en anden løsning fra embedsværket, der kunne have givet endnu mere havvind. Og samtidig er det blevet beskrevet, at udenrigsministeren og hans departementschef fik en dyr middag betalt af CIP en aften på Folkemødet på Bornholm, som tidsmæssigt faldt sammen med de dage, hvor projekternes skæbne blev afgjort.

Løkke fortalte på samrådet, at han ikke selv personligt har fået partistøtte fra CIP, og Moderaternes Erhvervsklub heller ikke har modtaget betaling. Det har enkelte kandidater fra Moderaterne dog og det er også tilfældet i flere andre partier i Folketinget, tilføjede han.

”Jeg har ikke på noget tidspunkt modtaget noget beløb, noget honorar fra CIP. Det er der sådan set ingen, der har krav på at vide noget om. Men det er sådan, det forholder sig,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Kandiderer til konspirationsteoriernes award

Flere af ordførerne spurgte gentagende ind til Løkkes økonomiske relationer til CIP. Hvad med dengang Løkke bijobbede for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel? 

Forløbet op til og spørgsmålene på samrådet fik Moderaternes formand til at sige, at ”der insinueres voldsomme ting”, og det var ”grænseoverskridende” og ”helt urimeligt”, og at Morten Messerschmidt har lavet en video op til samrådet, der ”kandiderer til at få konspirationsteoriernes award i år”.

Trods det halvanden time samråd var der ikke tilfredshed med svarene blandt partierne, som havde indkaldt til det.

Klimaordfører fra Konservative Mona Juul kaldte Løkkes svar for ”skuffende”, uden ”erkendelse” og lyst til ”dialog” med Folketingets partier om et tema, som optager dem alle sammen.

”Det bliver ikke det sidste samråd om sagen,” sluttede Mona Juul.

Forrige artikel Træthed over manglen på arbejdskraft og opsang fra rummet: Se highligths fra DI Topmødet Træthed over manglen på arbejdskraft og opsang fra rummet: Se highligths fra DI Topmødet Næste artikel Løkke: CIP betaler ikke til Moderaternes erhvervsklub Løkke: CIP betaler ikke til Moderaternes erhvervsklub
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.