Forsker: Besparelser i velfærdspolitikker giver ikke et magisk boost til økonomien

Har velfærdsstaten overhovedet en betydning for virksomheder og de rige landes evne til at skabe økonomisk vækst og fremgang? Og i så fald den er positiv eller negativ?

I et nyligt udgivet studie argumenterer jeg for, at velfærdsstaten både kan være fremmende og hæmmende for økonomisk vækst, men at det helt og aldeles afhænger af den institutionelle kontekst.

I mange af de europæiske lande vil investering i velfærdsstaten formentlig understøtte virksomheders evne til at skabe økonomisk vækst, mens der ikke er de store økonomiske gevinster at hente i de angelsaksiske lande.

Man hører ofte i den offentlige debat, at velfærdsstaten er for dyr og hæmmer virksomheders evne til at klare sig godt internationalt og gøre det, som de er bedst til: At skabe mere økonomisk vækst og aktivitet i samfundet. Og mere vækst er godt for vores forbrugsmuligheder og for beskæftigelsen. Det er derfor vigtigt, at velfærdsstaten ikke står i vejen for virksomheders udvikling.

I dele af den offentlige debat har det også været diskuteret, om Finansministeriets regnemodeller skal tage højde for, at investeringer i velfærd kan give positive økonomiske sidegevinster. Med en lidt teknisk term omtales de "dynamiske effekter" af for eksempel en skattelettelse af og til.

Hvis man for eksempel sænker skatten, vil give positive økonomiske effekter på sigt via stimulering af arbejdsudbuddet. Hvis man hæver dagpengesatsen, vil det have negative effekter på arbejdsudbuddet, da tilskyndelsen til at arbejde formindskes.

Mens en skattelettelse giver positive dynamiske effekter, gør flere velfærdsinvesteringer ikke – sidstnævnte regner man på nuværende tidspunkt nemlig ikke for at have positive dynamiske effekter (uddannelse er dog en undtagelse).

Velfærdsstaten og økonomisk vækst

Groft skåret er der to perspektiver, når det kommer til spørgsmålet om velfærdsstaten og økonomisk vækst.

Den første grupper mener som også beskrevet ovenfor, at velfærdsstaten er en hæmsko for økonomisk udvikling. Derfor skal velfærdsstaten mindskes – eller som minimum ikke vokse.

Den anden gruppe mener, at velfærdsstaten som minimum ikke er en hæmsko for erhvervslivets økonomisk udvikling: Lande, der historisk har haft relativt generøse velfærdsydelser, har klaret sig godt i den internationale konkurrence. Tænk blot på de nordeuropæiske lande (Tyskland, Holland, Sverige, Danmark og så videre).

Nogle i den anden gruppe går også skridtet videre og hævder, at det ikke bare er muligt at kombinere vækst med velfærd – en generøs velfærdsstat er faktisk årsagen til, at lande med generøse velfærdsstater klarer sig godt, fordi velfærdspolitikker kan være med til at understøtte virksomheders konkurrenceevne.

I det nylige udgivede studie i tidsskriftet Comparative European Politics argumenterer jeg for, at begge positioner kan have ret. Men det afhænger af, hvilken form for markedsøkonomi der er tale om.

I nogle kontekster kan velfærdsstaten potentielt være en hæmsko for virksomheder, mens den i andre kan være understøttende for økonomisk vækst. Empirisk finder jeg dog ikke opbakning til, at velfærdsstaten underminerer økonomisk vækst.

Den liberale markedsøkonomi

En indflydelsesrig skole inden for politisk økonomisk teori hævder, at markedsøkonomier kommer i varianter. På engelsk kaldes denne skole for Varieties of Capitalism. Som navnet indikerer, er kapitalisme ikke bare kapitalisme: Kapitalisme er forskelligt fra land til land.

Tænk blot på, hvor forskelligt (arbejds)markeder fungerer i Danmark, Tyskland and USA. I den originale formulering af denne skole er der to forskellige markedsøkonomier: Den liberale markedsøkonomi og den koordinerede markedsøkonomi.

Den liberale markedsøkonomi kender vi fra de angelsaksiske lande såsom USA, Canada, Storbritannien og Australien. Her er arbejdsmarkederne relativt deregulerede, kapitalmarkederne er relativt flydende, og velfærdspolitikker er generelt mindre omfattende og generøse.

De knap så generøse velfærdspolitikker kan i de liberale markedsøkonomier for eksempel bidrage til en høj grad af fleksibilitet, da virksomheder og arbejdere hurtigt kan skifte henholdsvis produktion og arbejde. I denne markedsøkonomi kan relativt begrænsede velfærdspolitikker således potentielt understøtte virksomheders omstillings- og konkurrenceevne.

Den koordinerede markedsøkonomi

Den koordinerede markedsøkonomi kender vi fra de europæiske lande såsom Tyskland, Østrig, Belgien, Sverige og Danmark. Her er arbejdsmarkederne relativt mere regulerede, erhvervsskoler spiller en større rolle i uddannelsessystemet, og velfærdspolitikker er generelt mere omfattende og generøse.

En omfattende og generøs velfærdsstat kan i de koordinerede markedsøkonomier fungere som en produktivitetspiske ved at gøre det svært for lavtlønsproduktion at være produktiv og dermed presse økonomien højere op i værdikæderne. Relativt generøse arbejdsløshedsunderstøttelse kan også understøtte kompetence- og uddannelsesløft af kortuddannede og faglærte.

Samtidig kan arbejdsløshedsunderstøttelse bidrage til, at personer ikke tager det først tilgængelige job, men venter til de finder et job, der passer deres kompetencer, hvilket samlet set kan øge produktiviteten. I den forstand kan velfærdsstaten være en fordelagtig hæmsko.

Som Harvard-professoren Torben Iversen skarpt har formuleret det i bogen 'Capitalism Democracy and Welfare: Firms do not develop competitive advantages in spite of systems of social protection but because of it'. Sagt på rigtig kedeligt økonomisprog kan velfærdsstaten være med til at tilskynde virksomheder og erhvervslivet til at forfølge high end-produktion.

Velfærdsbesparelser giver ikke magisk boost til væksten

Det skal dog noteres, at jeg empirisk ikke finder opbakning til, at relativt begrænsede velfærdsydelser vil stimulere økonomisk vækst i de liberale markedsøkonomier.

Herudover er det også vigtigt at notere, at der er mange forskellige forklaringer på økonomisk vækst, og der er også uenighed blandt fagfæller om forholdet mellem velfærdstaten og økonomisk vækst.

Ikke desto mindre giver denne artikel mere fast grund under diskussionen om velfærdsstaten og økonomisk vækst. I modsætning til den almindelige opfattelse synes besparelser af velfærdspolitikker ikke at give et magisk boost til økonomien – snarere tværtimod. Besparelser og dereguleringer af velfærdspolitikker kan faktisk underminere de koordinerede markedsøkonomiers evne til at skabe vækst.

I forsøget på at stimulere økonomisk vækst kan velfærdsforringelser således paradoksalt nok ende med at stække væksten. Det kalder på et noget andet syn på velfærdsstatens rolle i økonomien.

debat@altinget.dk