Sådan blev en 'venindebog' for erhvervsministeren mit vigtigste arbejdsredskab
(Foto: Arthur J. Cammelbeeck)
En del af mit job i ministeriet var at stå op hver dag og forestille mig, at jeg var en 35-årig nordjysk mand, der både skulle tale til et publikum i Københavns største virksomheder såvel som langs Vesterhavets brusende bølger i byerne uden lyskryds, skriver tidligere taleskriver Luna Melin Uth.
For mange er Slotsholmen, embedsværket og arbejdsgangene bag de fredede bygningsmure lukket land. Det bør det for så vidt også være. Men jeg vil gerne give et indblik i, hvordan min arbejdsgang så ud som taleskriver i Erhvervsministeriets strategi og kommunikationsenhed. Særligt fordi det måske også kan give en bedre forståelse for, hvorfor tingene i et ministerium nogle gange tager lidt længere tid, end for eksempel erhvervslivet til tider efterspørger.
Lad mig starte fra begyndelsen. Det var en varm augustdag, da jeg som nyudklækket retoriker stod og ventede spændt på presse- og kommunikationschefen i porten til nr. 10. Tasken var pakket med ærefrygt – tænk at jeg skulle gå fra livet som studerende til taleskriver for erhvervsministeren – og tænk på alt det, jeg skulle udrette og revolutionere. Med den stålsatte (og nok lidt naive) tilgang trådte jeg ind på Erhvervsministeriets blå gang – bedre kendt som Ledelsessekretariatet.
{{quote:142304:R}}