AE-rådet: Løkkes skattereform er skidt nyt for virksomhederne og lønmodtagerne

Moderaternes skattereform er et bureaukratisk monster, der vil vise sig ved implementeringen. Den er både dybt ulighedsskabende og kompleks, og det gavner hverken virksomheder eller lønmodtagere, skrive Sune Caspersen.

Moderaternes forslag til en skattereform gør skattesystemet unødigt kompliceret, uigennemskueligt og risikerer at trække et spor af utilsigtede konsekvenser med sig.

Skattesystemet er i forvejen kompliceret, og det kan allerede være en besværlig øvelse som borger at udregne sin skat og skatten på den sidst tjente krone. Det kan dog godt lade sig gøre.

Men skattebetalere skal ikke ønske sig, at Lars Løkke Rasmussen (M) får held til at føre sin skattereform ud i livet.

Uforudsigelig og uigennemskuelig
Skattereformen indebærer for det første en ”lønsumsafgift” for virksomheder, der i modsætning til ordets betydning, ikke er en afgift på summen af lønninger, men i stedet skal findes på baggrund af virksomhedernes ansattes lønninger, der er højere end medianlønnen. Herfra fratrækkes et ”lønsumsfradrag” beregnet på baggrund af lønninger til ansatte med en indkomst i den laveste fjerdedel.

Medianlønnen og løngrænsen for den laveste fjerdedel afhænger af den samlede lønfordeling. Afgiften vil altså være uforudsigelig, da en virksomhed ikke på forhånd kan gennemskue den samlede lønfordeling.

Derudover er det uigennemskueligt for lønmodtageren, hvorvidt det giver mening at veksle en lønstigning, som kan resultere i en højere afgift, til mere ferie, da ferie ikke pålægges en afgift. For i sidste ende må det forventes, at afgiften bliver nedvæltet i lønningerne, da der er klar sammenhæng mellem virksomhedens afgiftsbetaling og lønnen for den enkelte medarbejder.

Samtidig kan ”lønsumsfradraget” for en medarbejder falde helt bort, hvis lønnen blot overstiger en på forhånd ukendt grænse med én krone. Det vil uden tvivl lede til perverse forsøg på skatteoptimering.

Forslaget tilfører unødig kompleksitet
Moderaterne vil afskaffe topskatten, og for at imødegå noget af den store stigning i uligheden vil de lade personfradraget falde bort for de rigeste fem procent. Hvem, der ifølge Moderaterne tilhører de rigeste fem procent, er dog et komplekst spørgsmål. Det afgøres nemlig af din gennemsnitlige indkomst, siden du færdiggjorde din uddannelse.

Først når din indkomst har placeret dig i top-fem-procent i tre år i træk mister du personfradraget. Du får det dog igen, hvis din gennemsnitlige indkomst falder uden for top-syv-procent.

Derudover vil Moderaterne indføre et midlertidigt beskæftigelsesfradrag, som gives til lavindkomstgrupper, der oplever en fremgang i lønindkomsten korrigeret for inflation. Fradraget beregnes på baggrund af forskellen mellem lønindkomsten i indeværende år og indkomstgennemsnittet for de foregående fire år.

Igen er der tale om et forslag, der tilfører unødig kompleksitet og uigennemskuelighed til skatteberegningen, da du ikke på forhånd ved, om inflationen bliver to eller ti procent, og det kan have afgørende betydning for din skattebetaling.

Lars Løkke har fremlagt en skattereform, som er dybt ulighedsskabende, men også vildt kompleks. Det gavner hverken virksomhederne eller lønmodtagerne.

{{toplink}}

Forrige artikel Linea Søgaard-Lidell: Digitalt produktpas skal guide forbrugere til at vælge bæredygtigt Linea Søgaard-Lidell: Digitalt produktpas skal guide forbrugere til at vælge bæredygtigt Næste artikel Du arbejder ikke med verdensmålene, når du ”kun” arbejder med klima og miljø Du arbejder ikke med verdensmålene, når du ”kun” arbejder med klima og miljø
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.