Ugens embedsmand: For Pia Ahrenkilde er EU-Kommissionen en helt unik arbejdsplads

MØD EMBEDSVÆRKET: I de seneste mange måneder har corona fyldt næsten alt. Men lige for tiden er EU-Kommissionens generaldirektør for kommunikation Pia Ahrenkilde travlt optaget af den nye migrationspakke og efterdønningerne af Von der Leyens' store tale. 

Hvilken opgave tager mest af din tid i øjeblikket?
I mit job er det altid nødvendigt at rette blikket flere steder hen på en gang. Synliggørelsen af den europæiske del af corona-indsatsen er en udfordring, der har fyldt rigtig meget de sidste mange måneder. Det har handlet om at vise, at hjælp og udstyr kom frem, hvor der var brug for det, at varer kunne nå ud til forbrugerne, til trods for grænselukninger, og at vi arbejder for udvikling af vacciner, der er tilgængelige for alle.

Lige nu handler det om opfølging på kommissionsformand Ursula von der Leyens store tale om Unionens tilstand, der især havde fokus på sundhed, grøn omstilling og digitalisering. Vi arbejder også på en kampagne, der kan mobilisere bredt omkring Europas historiske genopretningsplan, samt et nyt instrument, vi kalder 'NextGenerationEU'. Vores nye migrationspakke kalder også på en stærk kommunikationsindsats, da det er et kontroversielt tema. 

Hvad er den største forskel på at være embedsmand i Danmark og i EU?
Jeg har ikke selv prøvet at være embedsmand i Danmark. Men de mange forskellige kulturer, der brydes i EU-systemet, hvor alle samtidig arbejder for nogle overordnede fælles politiske mål og politikker, gør EU-Kommissionen og de andre EU-institutioner til helt unikke arbejdspladser. Ledelses- og arbejdsmetoderne er også tit anderledes, selvom meget har ændret sig i løbet af min egen karriere i EU-Kommissionen. De succesrige udvidelser har over årene skabt en multikulturel og mere moderne forvaltningskultur i EU.

Login