Ugens embedsmand: Birgitte Anker sørger for, at politikernes beslutninger er baseret på fakta

MØD EMBEDSVÆRKET: Danmarks nye rigsstatistiker og Danmarks Statistik spiller en afgørende rolle, når det kommer til kvaliteten af den demokratiske debat og folkestyrets fremtid.

Hvilken opgave tager mest af din tid i øjeblikket?
I øjeblikket er det min vigtigste opgave at understøtte resultater, motivation og trivsel trods corona og hjemmearbejde. Jeg glæder mig over, at produktionen kører, som den skal, og at der samtidigt har været overskud til udvikling, for eksempel af en ny eksperimentel statistik med hurtige indikatorer for sundhed og økonomisk aktivitet.

Som ny rigsstatistiker bruger jeg også meget tid på at lære Danmarks Statistik rigtigt godt at kende. Indefra gennem en tæt dialog med ledere og medarbejdere og udefra gennem en virtuel tour blandt centrale brugere og interessenter. Begge dele er uundværlige input til Danmarks Statistiks kommende 2025-strategi.

Hvad er den største forskel på at arbejde i Danmarks Statistik og i styrelser og departementer?
Jobbet som Rigsstatistiker er anderledes end de mere traditionelle embedsmandsjob, jeg har haft tidligere. Den største forskel er, at Danmarks Statistik er en fagligt og politisk uafhængig institution med sin egen lov og bestyrelse. Det statistiske område er desuden kendetegnet ved en meget omfattende international regulering, der blandt andet er med til at sikre kvalitet og sammenlignelighed på tværs af lande.

Login