Udflytning har spændt ben for genopretning af arbejdsskadesystemet
ARBEJDSSKADER: Ventetiden i arbejdsskadesager halter fortsat bagefter, konkluderer Rigsrevisionen i ny rapport. Det skyldes blandt andet udflytning af sagsbehandlingen, hvilket har medført medarbejderflugt, kompetencetab og højere omkostninger.
"Totalt knald i låget. Hvis ikke det var tydeligt dengang, er det det i hvert fald nu."
Sådan beskriver SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, den beslutning, som et politisk flertal under den tidligere borgerlige regering traf om at udflytte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) – og dermed sagsbehandlingen i arbejdsskadesager.
Udflytningen har været en medvirkende årsag til, at ventetiden på afgørelser i arbejdsskadesager stadig halter bagefter de lovfæstede frister.