Nu skal vi igen smalltalke ved kaffemaskinen, men vi vender ikke tilbage til det vante

Nedlukningerne har givet en endnu større forståelse for merværdien af at være fysisk sammen på en arbejdsplads. Men der er ikke noget med 'tilbage til det vante'. Vi får brug for ledelse, der hurtigt kan pejle sig ind på nye udfordringer, og som tør træffe beslutninger og løse problemer, skriver Claes Nilas.

Med den seneste politiske aftale i forbindelse med covid-19 situationen og ophævelse af restriktioner skete der noget vigtigt for mange offentligt ansatte i blandt andet statslige styrelser, nemlig at vi skal arbejde os hen mod, at der per 1. august 2021 igen sker fuldt fysisk fremmøde på arbejdspladsen.

Det synes jeg godt nok var en god nyhed. Jeg er direktør for en nyoprettet statslig styrelse, og der er bare rigtig mange medarbejdere, jeg endnu ikke har mødt. Og vi har mange nye medarbejdere, der nærmest ikke har sat deres ben på arbejdspladsen. Så jeg glæder mig så meget til at møde dem ved kaffeøen, i kantinen, på gangene og kunne tage en første smalltalk.

Men nu skal vi også tænke os om. Og ikke forvente, at lynhurtigt vender hele verden, også på de offentlige arbejdspladser, med det samme tilbage til tilstanden før marts 2020, da vi lukkede det danske samfund ned efter begivenhederne i Wuhan, i Bergamo og Ischgl – nu verdensberømte ikonnavne i vores forståelse af verdens tilstand, før, under og efter covid-19.

Login